Category: Papers

Almost too cold for rock climbing

I went to Dansk Bjergklub’s X-mas meet on Kullen last weekend. This involves climbing on very cold rock during the day and consuming insane amounts of Christmas food and alcohol at the club hut during the evening. The temperature was just above freezing and it is has a pretty masochistic feel to rock climb in conditions like this. We did however enjoy ourselves and had a good time on the rock and at the feast during the evening.

Anders (in green) leading Svenskerruten in cold conditions (Photo by C. Hylleberg)

Leading the classic Svenskerruten in rather cold conditions (Photo: C. Hylleberg)


The Tatra Mountains

The Tatra mountain range is not well known to western Europeans. It’s located on the border between Poland and Slovakia. The highest point is Gerlach, 2655m which is also the highest point in Slovakia. During the summer the Tatra is a dream destination for alpine rock climbing. The Rock is solid granite and you don’t have any nasty glaciers to worry about on the approaches. In the area you will find several hundred well established and well protected multi-pitch rock climbs. This is also one of the only alpine areas in Europe that has not been invaded by expansion blots. The mode of climbing is traditional.

High Tatras

In winter there is excellent ground for ice and mixed climbing adventures like the ones you can find in Scotland.

You can approach the chain from either Slovakia or Poland. From Slovakia the nearest hub is the city of Poprad. In Poland it is Zakopane.

Anders will be leading a trip for the Danish Alpine Club to the range in June-06

Further info about the Tatras:
The mountains and climbing topos


Vinter Skisolo på Argentiere

Denne artikel blev trykt i Dansk Bjergklubs blad #3, 2003. Jeg boede på dette tidspunkt i Schweiz. Dette var en af vinterens mange ture.

Historien begynder i feburar 2003

Det er godt vejr og forholdene er fine til både klatring og skiløb, men jeg har ikke kunne finde nogle til et projekt i denne uge. Alle undskylder sig med arbejde, koner og andre mærkværdigheder. Nå! – Der er ikke andet at gøre end at lave en lille solo expedition. Bladre Bladre! ’Aiguille de Argentire på ski via glacier de Milleu?’ – Det kunne være en fin mulighed! Ruten er PD+ om sommeren og hældningen er max 43 grader. 1130 Højde meter er naturligvis noget af en sjat, men jeg er jo ung og i god form. Det kan jeg ’sgu’godt håndtere på ski alene. Som sagt så gjort:

Det er d. 26/2/2003 og jeg er på vej på ski ned under norsiden af Aiguille Verte. Dagens mål er Refuge Argentire på den anden side af gletcheren.
Ruten på Argentiere

KAPOOOOW! – Hvad var det! – Jeg kigger op, kun for at se en stor serac lande 200 meter til højre for mig. Ups! – Det kan godt være at jeg skulle holde lidt mere til venstre så jeg ikke får noget tungt i hovedet. Man kan jo i forvejen diskutere de fornuftige i at at løbe gletcher skiløb alene om vinteren når man samtidig er klar over at mobil telefoner ikke virker i Argentire bassinet. Pladder! tænker jeg – det er jo alt sammen er en del af eventyret!- Messner slæbte jo heller ikke en telefon med op på toppen af Everest.

Det har været godt vejr i et stykke tid så sneen er fin hård og ganske god til skiløb. På bunden af gletcheren sætter jeg feller på skiene og går uden problemer det sidste stykke op til hytten.

Hytten er stort set tom. Kun et Østrigsk reblag der vil lave den Schweiziske rute på Les Courtes holder mig med selskab, men det er nu en meget hyggelig aften, hvor jeg får bøjet nogle tyske verber.

Jeg vågner kort da Østrigerne forlader hytten omkring klokken 2:00 – Jeg tilader mig at sove til det bliver lyst og forlader hytten omkring klokken 6:30

Det er vindstille, men vejret er lidt uldent og nogle store sorte foehn skyer dækker toppen af Verte. Jeg finder indstigningen og et par uge-gamle spor viser mig vej op over morænen til selve glacer de milleu. No problemos – det kører fint i dag. Jeg er helt alene på ruten og begynder snart at føle mig lidt fortabt selv om der ikke de store problemer med at finde den rigtige vej. Det er sommetider lidt stejlt og der er en del is visse steder. Jeg bliver mere og mere glad for at jeg huskede et sætte Harscien på mine ski. Det giver en god fornemmelse af tryghed når man laver kick-turns.

Klokken 8:30 er jeg i omkring 3300 meters højde og det begynder at blive rigtigt stejlt. Et par meter mere og jeg opgiver at forsætte på ski. Af med skiene og op på rygsækken med dem. Vejret ser stadigvæk lidt truende ud og jeg er på vej op i en foehn sky, hvis det bliver meget værre er jeg nok nødt til at vende om. Jeg fortsætter henover bergsrunden og indprenter mig omhyggeligt det spor jeg skal følge ned på ski – jeg skulle jo nødigt falde i en spalte. I 3700 meter kommer jeg op til kammen og havde det ikke været for skyen ville der have været en super udsigt. I stedet er der små fnug i luften, men sigtbarheden er nu stadigvæk så god at jeg tror jeg har mod på at fortsætte. En bid chokolade og lidt ’you can do it – hardcore freeride ski fucking extremist’ moralsk oprusting overbeviser mig og jeg efterlader sæk og ski og klatrer det sidste stykke op langs kammen mod toppen. Velankommet vender om med det samme! Ingen grund til at blive her – jeg vil tilbage til mine ski så jeg kan komme ned i en fart.

Jeg er snart tilbage ved ski og sæk. Nu kommer det sjove – det jeg har knoklet i næsten 4 timer for. Jeg starter forsigtigt, toppen er stejl så jeg skranser forsigtigt henover det værste stykke før jeg giver den lidt mere gas. Mellem seracer og spalter går turen uden problemer og jeg nyder det i fulde drag. Det er en smule stejlt hist og her, men ikke noget jeg ikke kan klare med god margin. Jeg nyder kontrollen og den følelse man har har af frihed når man mestrer en disciplin. Jeg skænker det ikke en tanke at et fald her kunne være ret ubehageligt og sikkert ende i en spalte et eller andet sted længere ned. Jeg har med vilje strammet mine bindinger godt til – ikke nogen spontane udløsninger her, tak!

Det er slut alt for tidligt! Og da jeg når ned på Argentiere gletcheren har jeg det, som en narkoman der ganske vist har fået sit stof, men vil have mere og blikket flakser straks over på Nord-Øst siden på Les Courtes og ikke mindst Couturier Couloiren på Verte, hvor flere ekstrem skiløbere er omkommet. Er det mon muligt?

Det bliver nu ikke i dag og 20 minnutters skiløb senere sidder jeg på Lognan og drikker kaffe og sender victory SMS’er til vennerne nede i Chamonix.

Disclaimer:

Aiguillle de Argentire er 3900 meter høj og kan klatres hele året fra Chamonix. Normal ruten via Glacer de milleu er graderet PD+ og er en fin introduktion til længere alpine klatre ruter.

På ski er det en noget mere seriøs sag der kræver et koldt hoved og en god teknik. Selv om du har løbet en kort 40 graders hældning på en piste når du har været på skiferie betyder det ikke at du er klar til ’the real thing’ i bjergene når benene ryster, rygsækken er tung og sneen er dårlig.

Solo skiløb på gletcher er naturligvis helt hen i vejret og bør aldrig forekomme.


Epic på Mönch

Denne artikel skrev jeg ikke ret lang tid efter, den episode du nu skal læse om. Jeg skrev primært for at bearbejde oplevelsen for mig selv. Den blev aldrig publiceret. Nu et par år efter må det være på tide at fortælle historien på skrift

Beretningen starter den 14. juni 2003

Claus Olsen og jeg er taget på weekend klatretur til Grindelwald i Schweiz, som træning til vores kommende Peak Komminizma ekspedition og efter lidt problemer med en forsinket rygsæk er vi endelig kommet frem til Bjergene.

Dagens mål er sydvest graten på Mönch, 4099 Meter. Det er en fin AD grat der starter direkte fra Jungfraujoch og forsætter med 650 højde meter på til toppen af Mönch. En smule klippe samt lidt mix, afsluttet af en eksponeret snekant det sidste stykke op til toppen. Vores plan er at lave en overskridning og gå ned af normalruten på sydøst kanten til Mönchjoch hytten. Her vil vi så overnatte og lave en anden 4000’er dagen efter.

Jeg har et lille projekt i gang med at lave 4000’ere i alperne på ikke normale ruter og samtidig er det fin træning til den kommende ekspedition.

Efter turen med morgentoget fra Grindelwald finder vi hurtigt indstigningen. Det er tidligt på sæsonen og vi er tilsyneladende de første på ruten i et godt stykke tid. Der er ikke mange spor og kun gamle rådne abseil slynger viser os nogen gange vej op af den fine rute. Et par klippeklatrings crux overstås i fin stil og solen skinner fra en næsten skyfri himmel.


Anders fører en af de første reblængder på SW graten (Foto: Claus Olsen)

?

Op af graten går det og der kommer efterhånden mere is og våd klippe så vi må have gang i både cramponer og isøkser. Hen over middag begynder vejret at brygge lidt sammen uden at vi egentlig er nervøse for det. Vi skal bare lige have overstået det sidste og så henover toppen og ned. Det skulle komme til at gå helt anderledes!

?

Mens alt endnu var godt. Anders ses på et af de mange tårne der skulle passeres. Jungfraujoch med Spinxstollen kan ses i baggrunden (Foto: Claus Olsen)

Efter at have klatret en direkte variant gennem det sidste klippe bolværk i ca. 3850 meters højde bryder helvede løs. Hård vind og haglstorm. Vi kigger lidt på hinanden og beslutter os for lige at vente lidt inden vi kaster os ud på den sidste travers henover toppen.Jeg begynder at høre og mærke en underlig syden. Lidt, som en utæt flaske med sodavand der er blevet rystet. Claus og jeg kigger på hinanden og bliver stille enige om at dette her noget mærkeligt noget. Himlen er et inferno af lys og lyd.

Ruterne på Mönch

?

PSSSSSSSSSTTT siger det og jeg undrer mig over, hvorfor mit hår siger sådan. ZAAAK! Siger det og jeg ser rødt da en strømladning slår ned i mig, efterfulgt af at øredøvende brag. Jeg har prikker for øjnene og længere nede kan jeg se Claus ligge under et overhæng. Claus er også blevet ramt og jeg klatrer/vakler tilbage til sidste standplads og står og prøver at sunde mig. Vi er nogenlunde ok. Claus har ondt mavemusklerne og jeg kan mærke en brændende fornemmelse på min hals og nakke. Vi bliver Zappet et par gange mere – ikke fedt! Lyn & torden forsvinder igen, så hurtigt som det var startet. Nu er det ’kun’ kraftig nedbør og white-out. Vi kan ikke se en hånd frem for os, men vi kan ikke bliver her. Det er ikke et alternativ at klatre ned af graten igen så vi må og skal henover toppen og ned af normal ruten. Med desperat energi kaster jeg mig ud på de sidste par hundrede meters sne klatring mod toppen. Vi kan ikke se meget frem for os, men snart kan vi ikke komme højere og må derfor være på toppen. Hvor er nedstignings ruten? Vi kan ikke se en hånd for os og jeg er skrækslagen for at komme for langt hen mod sydkanten, hvor der er store ’cornicher’ der bare venter på at vælte sammen under ens vægt. Efter noget famlen rundt i blinde havner vi på et 60 graders snefelt og må sande at vi kommer til at grave os ned og vente på bedre vejr, hvis ikke vi skal slå os selv ihjel. Vi hugger en hylde ud, men er direkte i vindretningen og kommer snart ned til den hårde is under sneen. Det er hårdt arbejde, men man kan da i det mindste holde varmen. Vi venter en times tid i vores hul og Claus fortæller mig at selv på Denali har han ikke set ringere vejr.

?

Uden at der sker nogen forbedringer og i tiltagende mørke er vi nervøse for om vi er kommet noget til af lynnedslaget. Vi tager vi beslutningen og ringer efter hjælp. Det er svært at råbe op i telefonen, men jeg får da forklaret, hvor jeg mener vi befinder os og manden i den anden ende lover at de kan være der inden for en 1 times tid. Vi venter en smule opløftet om at der er hjælp på vej. Vinden løjer lidt af og udsigten er lidt forbedret så vi prøver at klatre ind over toppen en gang mere for at finde nedstigningen. I det samme kommer helikopteren, men den kan ikke hjælpe os på grund af den kraftige storm. Shit! – Skal vi nu tilbage i hullet og side natten ud. I tusmørke klarer det en smule mere op ser vi endeligt nedstigningen og begynder straks at gå ned af den. Vi kan konstatere at vi i vores famlen rundt i white-out er gået ca. 1 meter forbi den uden at opdage den.

?

Vi er vel kommet omkring 100 meter ned af den da helikopteren kommer tilbage og sætter en mand af på toppen. Han vinker os tilbage til toppen og da nu helikopteren er her kan vi jo lige så godt tage den. Claus bliver hevet op først! En karabin i selen og en lang metal wire og så bliver man ellers trukket op i det blå. Helikopteren forsvinder med Claus hængende under den. Jeg tager min cramponer af og med famlende fingre sætter min økse fast rygsækken. Helikopteren kommer tilbage og snart hænger jeg også og dingler i det blå 100 meter over toppen på Mönch og mens jeg drejer rundt på kablet bliver jeg langsomt hevet op i helikopteren.Jeg bliver hevet ind i helikopteren og lægen kigger spørgende på mig – jeg giver ham ’thumps up’ da det ikke er muligt at kommunikere i larmen.

?

Det er lidt anti-klimaks at side i helikopteren på vej tilbage til Grindelwald, men samtidig også en stor lettelse. Vi kunne sandsynligvis godt have overlevet en nat i snehullet på toppen af Mönch og vi havde jo nok også fundet ruten ned. Vi havde pandelamper med osv. Var det nødvendigt at ringe efter hjælp? Var vi uforsvarlige eller blot uheldige? Det er nemt at være bagklog. En ting er dog sikkert: Det er ikke fedt at se en tordensky indefra! Vi slap uden de store skrammer! Jeg har et lille brandsår på halsen fra lynet og Claus havde ondt i maven et par dage efter.

?