De sidste to dage har stået i klatringens tegn. I går havde vi en lang anmarch til god Bouldering i Osogna, ikke langt fra vores campingplads i Claro. Efter en god times gåtur af et stejlt bjergspor blev vi belønnet med fanatiske problemer og en yderst smuk natur.

Boulderproblemerne er af høj kvalitet på god solid gneiss. Ligesom i Bleau, er der også her markeret ruter så man kan finde rundt uden de store problemer. Et super godt område, som vi helt sikkert gerne vil tilbage til. På nedgangen fra området fik vi øje på et fantastisk vandfald med en lille sø nedenunder. Folk lå på stenene og badede i søen og de modige sprang ud i vandfaldet fra klipperne. Vi besluttede os for at besøge stedet dagen efter.

Dagen i dag har vi brugt på at klatre lidt ruter om formiddagen ved Gorduno, efterfulgt af dagens højdepunkt nemlig førnævnte vandfald. Vi havde nogle herlige timer med at bade i det forfriskende bjergvand og lave udspring ind i vandfaldet. Det var bare herligt!!! Da vi blevet iskolde og kaffetørstige besøgte vi den meget lokale café over vandfaldet.

I morgen skal vi hente Anders HP i Sondrio og derefter kører vi videre til Val di Mello!