(480 Meter – UIAA VII (VI+/VII- obligatorisk)

Onsdag var HP og jeg taget på eventyr. Vi havde på forhånd talt om at klatre en af de hårde traditionelle klassikere. Vi havde udset os enten ’Luna Nascente’ eller ’Oceano Irrazionale’.  Oceano er hårdere og en smule mere udsat end ’Luna’, men da vi stod neden under linjen med den markante trompet formation var der ingen tvivl, det måtte blive ’Trompeten’ der skulle klatres.

OceanoTopo

Vi startede fra parkeringen i Val di Mello kl. 7:40 og var ved indstigningen kl. ca. 9. Anmarchen var en lidt bøvlet sag med noget scrambling og en smule eksponeret gang af hylder og stejle stier.

Efter den første fredelige kamin blev vi mødt med ca. 150 meters anstrengende 6. grads riss op til trompet taget til 6+ crux reblængderne.

Oceano3

En håndtravers mod højre, som var yderst eksponeret. 300 meter ned, ingen trin og kun en fedtet kant at holde i. Derefter ind i et lille hul til en standplads for så at tage den sidste skrækindgydende reblængde hen over taget.

Oceano

Når taget er passeret er man kun halvvejs, men klatringen bliver heldigvis lettere. Nu er der fornøjelige velsikrede riss fyldte slabs med klatring af 4/5 grad.

Oceano4

Klokken 16:30 toppede vi ud efter ikke at have set en eneste borebolt på ruten. Vi begyndte straks at se os om efter nedstigningen, en abseil-piste som skulle starte fra en hylde der ikke var så let at finde. Vi havde dog gjort forarbejdet ordentligt og fandt den efter kun en lille smule bøvl. Kl. 18:30 var vi ved indstigningen igen og kunne efter et kort hvil starte på den førnævnte nedstigning til dalen, som forløb uden problemer.

Heidi hentede os på parkeringspladsen i Mello og en stor dag var slut. En rute der testede os begge to, men det havde været en fantastisk dag på en fantastisk rute som for vores vedkommende helt sikkert rangerer på noget af det bedste vi nogensinde har klatret.