Så er det igen blevet tid til at blogge. Som i kan se har jeg også fået opdateret mit tidligere post med fotos. Vi bor dejligt her på Camping de L’Ill i Colmar, Aslace. Det ligger pragtfuldt lige ud til floden med samme navn. Der er ved at falde lidt ro over rejsefeberen og vi nyder tilværelsen. I går var vi ude ved Guebsschwir i Vogeserne og klatre på sandsten. En ganske fin oplevelse med typisk varieret sandstens klatring på lister og riss, hvor der skal bruges teknik og ikke styrke.
Sif har været lidt betuttet over at skulle rejse så meget, men ude ved Guebschwir fandt hun heldigvis en Hollandsk legekammeret ved navn Mischa. De havde et par herlige timer med leg og også en smule klatring.
I går eftermiddag kom Heidis far Sven til byen og vi fik ham indlogeret på et godt hotel i byen. Han er trods alt 72 år gammel så campinglivet består i at besøge os på campingpladsen. I dag startede vi med morgenmad på campingpladsen.
Efterfølgende cyklede vi rundt i byen for at se på den spektakulære gamle middelalderby Colmar. Byen er vældig flot med gamle bindingsværks huse. Der er blevet spist is og smagt på den lokale drue. Colmar ligger meget idyllisk ved foden af Vogeserne og er et besøg værd, hvad enten man vil have vin, cykling, klatring eller blot generel afslapning.
Nu sidder jeg så i den sidste aftensol på campingpladsen og nyder et godt glas Pinot Noir. Sommetider er rejselivet nu godt!