Denne artikel blev trykt i Dansk Bjergklubs blad #3, 2003. Jeg boede på dette tidspunkt i Schweiz. Dette var en af vinterens mange ture.

Historien begynder i feburar 2003

Det er godt vejr og forholdene er fine til både klatring og skiløb, men jeg har ikke kunne finde nogle til et projekt i denne uge. Alle undskylder sig med arbejde, koner og andre mærkværdigheder. Nå! – Der er ikke andet at gøre end at lave en lille solo expedition. Bladre Bladre! ’Aiguille de Argentire på ski via glacier de Milleu?’ – Det kunne være en fin mulighed! Ruten er PD+ om sommeren og hældningen er max 43 grader. 1130 Højde meter er naturligvis noget af en sjat, men jeg er jo ung og i god form. Det kan jeg ’sgu’godt håndtere på ski alene. Som sagt så gjort:

Det er d. 26/2/2003 og jeg er på vej på ski ned under norsiden af Aiguille Verte. Dagens mål er Refuge Argentire på den anden side af gletcheren.

KAPOOOOW! – Hvad var det! – Jeg kigger op, kun for at se en stor serac lande 200 meter til højre for mig. Ups! – Det kan godt være at jeg skulle holde lidt mere til venstre så jeg ikke får noget tungt i hovedet. Man kan jo i forvejen diskutere de fornuftige i at at løbe gletcher skiløb alene om vinteren når man samtidig er klar over at mobil telefoner ikke virker i Argentire bassinet. Pladder! tænker jeg – det er jo alt sammen er en del af eventyret!- Messner slæbte jo heller ikke en telefon med op på toppen af Everest.

Det har været godt vejr i et stykke tid så sneen er fin hård og ganske god til skiløb. På bunden af gletcheren sætter jeg feller på skiene og går uden problemer det sidste stykke op til hytten.

Hytten er stort set tom. Kun et Østrigsk reblag der vil lave den Schweiziske rute på Les Courtes holder mig med selskab, men det er nu en meget hyggelig aften, hvor jeg får bøjet nogle tyske verber.

Jeg vågner kort da Østrigerne forlader hytten omkring klokken 2:00 – Jeg tilader mig at sove til det bliver lyst og forlader hytten omkring klokken 6:30

Det er vindstille, men vejret er lidt uldent og nogle store sorte foehn skyer dækker toppen af Verte. Jeg finder indstigningen og et par uge-gamle spor viser mig vej op over morænen til selve glacer de milleu. No problemos – det kører fint i dag. Jeg er helt alene på ruten og begynder snart at føle mig lidt fortabt selv om der ikke de store problemer med at finde den rigtige vej. Det er sommetider lidt stejlt og der er en del is visse steder. Jeg bliver mere og mere glad for at jeg huskede et sætte Harscien på mine ski. Det giver en god fornemmelse af tryghed når man laver kick-turns.

Klokken 8:30 er jeg i omkring 3300 meters højde og det begynder at blive rigtigt stejlt. Et par meter mere og jeg opgiver at forsætte på ski. Af med skiene og op på rygsækken med dem. Vejret ser stadigvæk lidt truende ud og jeg er på vej op i en foehn sky, hvis det bliver meget værre er jeg nok nødt til at vende om. Jeg fortsætter henover bergsrunden og indprenter mig omhyggeligt det spor jeg skal følge ned på ski – jeg skulle jo nødigt falde i en spalte. I 3700 meter kommer jeg op til kammen og havde det ikke været for skyen ville der have været en super udsigt. I stedet er der små fnug i luften, men sigtbarheden er nu stadigvæk så god at jeg tror jeg har mod på at fortsætte. En bid chokolade og lidt ’you can do it – hardcore freeride ski fucking extremist’ moralsk oprusting overbeviser mig og jeg efterlader sæk og ski og klatrer det sidste stykke op langs kammen mod toppen. Velankommet vender om med det samme! Ingen grund til at blive her – jeg vil tilbage til mine ski så jeg kan komme ned i en fart.

Jeg er snart tilbage ved ski og sæk. Nu kommer det sjove – det jeg har knoklet i næsten 4 timer for. Jeg starter forsigtigt, toppen er stejl så jeg skranser forsigtigt henover det værste stykke før jeg giver den lidt mere gas. Mellem seracer og spalter går turen uden problemer og jeg nyder det i fulde drag. Det er en smule stejlt hist og her, men ikke noget jeg ikke kan klare med god margin. Jeg nyder kontrollen og den følelse man har har af frihed når man mestrer en disciplin. Jeg skænker det ikke en tanke at et fald her kunne være ret ubehageligt og sikkert ende i en spalte et eller andet sted længere ned. Jeg har med vilje strammet mine bindinger godt til – ikke nogen spontane udløsninger her, tak!

Det er slut alt for tidligt! Og da jeg når ned på Argentiere gletcheren har jeg det, som en narkoman der ganske vist har fået sit stof, men vil have mere og blikket flakser straks over på Nord-Øst siden på Les Courtes og ikke mindst Couturier Couloiren på Verte, hvor flere ekstrem skiløbere er omkommet. Er det mon muligt?

Det bliver nu ikke i dag og 20 minnutters skiløb senere sidder jeg på Lognan og drikker kaffe og sender victory SMS’er til vennerne nede i Chamonix.

Disclaimer:

Aiguillle de Argentire er 3900 meter høj og kan klatres hele året fra Chamonix. Normal ruten via Glacer de milleu er graderet PD+ og er en fin introduktion til længere alpine klatre ruter.

På ski er det en noget mere seriøs sag der kræver et koldt hoved og en god teknik. Selv om du har løbet en kort 40 graders hældning på en piste når du har været på skiferie betyder det ikke at du er klar til ’the real thing’ i bjergene når benene ryster, rygsækken er tung og sneen er dårlig.

Solo skiløb på gletcher er naturligvis helt hen i vejret og bør aldrig forekomme.